Ansvarlige og selvstændige fiskemestre til dambrug i Jylland

LØJSTRUP DAMBRUG A/S

Interesserer du dig for fisk, dyrevelfærd og klimaeffektive fødevarer, har du hænderne skruet godt på, og kan du holde hovedet koldt i en travl hverdag? Hvis ja, er du måske en af de flere fiskemestre, vi søger til at stå i spidsen for den daglige produktion og ledelse af et af vores mange dambrug i Jylland?

Løjstrup Dambrug er en del af Musholm A/S, som er en international akvakulturvirksomhed stiftet i 1979 med rødder og base i Danmark, og som beskæftiger ca. 60 årsværk i Danmark. Vi er specialiseret i ørred-opdræt  på havbrug og dambrug og har egne fabrikker til forarbejdning. Løjstrup Dambrug er et fuldt ejet datterselskab, som står for opdræt på de landbaserede anlæg på forskellige lokationer i Jylland. Her opdrætter vi ørreder  – fra æg til yngel og smolt, der afsættes til udlandet, til lystfiskeri i Put & Take søer eller til udsætning på marineopdrætsanlæg.

”Der er stor efterspørgsel på vores fisk og rogn, og derfor har vi travlt på vores dambrug. Vi har brug for flere fiskemestre, som vil tage ansvaret for lokale dambrugsanlæg og sikre god fiskevelfærd, sikker produktion og gode arbejdsvilkår for vores medarbejdere. Ordentlighed og at være en attraktiv arbejdsplads er nøgleord i vores virksomhed. Derfor tilbyder vi en god løn, masser af frisk luft, frihed under ansvar og ordnede forhold”, fortæller direktør i Musholm Niels Dalsgaard.

Vil du have et job med højt til loftet?

Jobbet giver dig både frihed og forpligtelser, og vi støtter dig i og giver dig rammerne for, at det hele kan balancere, så du har et godt arbejdsliv.

Som fiskemester er du den ”spillende træner”, der har ansvaret for, at produktionen kører og mandskabet trives og selv er med i den daglige drift. På vores dambrug er der typisk 2-3 medarbejdere, som du er leder for. Dit arbejde indbefatter fx:

  • Daglig fodring, sortering og pasning af fisk
  • Registrering af produktionsdata
  • Produktionsplanlægning og koordinering med dine kollegaer på de øvrige dambrug
  • Planlægning af opgaverne på dit lokale dambrug
  • Overvågning af kvalitets- og miljøforhold
  • Sikre vedligeholdelse af udstyr og maskiner.

Du bruger størstedelen af din tid under åben himmel og en lang række praktiske opgaver. Du deler opgaverne med dine medarbejdere, da anlægget altid skal passes, hvorfor der vil også være weekendarbejde og skiftende arbejdstider.

Der er også opgaver, som kalder på andre talenter inden for fx planlægning og kommunikation. For at sikre videndeling og produktionsoptimering taler og koordinerer du med dine fiskemesterkollegaer fra de øvrige dambrug. Herudover samarbejder du med biologen, dyrlægen, salgsteamet og andre af dine kollegaer fra Musholm, så I sammen kan sikre, at dambruget lever op til vores standarder, herunder ASC-certificering, ansvarlig drift og med fokus på fiskevelfærd, miljø- og naturhensyn, effektivitet, produktionsmål og kvalitet.

Jobbet som fiskemester er et job med frihed i dagligdagen, men også opbakning og samarbejde, så du og dine lokale kollegaer oplever, at I er en del af en større virksomhed.

Jobbet kan blive dit, hvis du kan blive lige så optaget af fiskeopdræt som os

Du interesserer dig allerede for – eller kan komme til det – fiskeopdræt og biologiske processer. Det er ikke afgørende men en fordel, hvis du har erfaring med animalsk produktion, ikke mindst fiskeopdræt eller inden for landbruget. Vi lægger mere vægt på erfaring og resultater end uddannelsesbeviser, samt at du kan håndtere et arbejde, som kræver, at du er i god fysisk form og har en personlighed, som passer godt ind i vores virksomhed, hvor vi er rummelige og forskellige. Det betyder, at du:

  • Er ansvarlig, selvstændig, stabil og hårdtarbejdende – da vi har en drift, som skal køre og er afhængig af dig.
  • Har ordenssans og styr på dine ting – da vi har en række standarder og kvaliteter, vi skal efterleve, og der skal være orden i sagerne.
  • Er god til at samarbejde – både med kollegaer på andre dambrug, medarbejderne på dit dambrug og dine øvrige kollegaer hos Musholm.
  • Er fleksibel og trives med forandringer og har mod på og lyst til at udvikle dig personligt og professionelt – da Musholm er en virksomhed i konstant udvikling, og vi gerne vil have dig med.
  • Har gode danskkundskaber.
  • Har kørekort – og gerne truckkort.

Vi tilbyder

Løjstrup Dambrug er en del af Musholm og dermed del af en international fiskevirksomhed. Der er stor efterspørgsel på fisk, som er opdrættet ansvarligt og klimaeffektivt, så virksomheden vokser. Selvom der er travlt, lægger vi stor vægt på at tilbyde vores medarbejdere en alsidig arbejdsdag og arbejdsplads, hvor der er gode kollegaer og ordnede arbejdsforhold.

Udover en løn, som afspejler dine erfaringer og kompetencer, tilbyder vi muligheden for en god bolig på dambruget samt efteruddannelsesmuligheder og relevante kurser inden for moderne dambrugsdrift.

Ansættelse ønskes hurtigst muligt og efter nærmere aftale.

Interesseret?

Vi arbejder sammen med Mercuri Urval om stillingen. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Henriette von Essen-Leise på 2943 5048 eller direktør for Musholm, Niels Dalsgaard på 2168 8753 eller ned@musholm.com eller ledende fiskemester Klaus Kristensen på 2177 3956 eller klaus@musholm.com.

Ansøgningsfristen er den 2. september 2024, kl. 9.00. Upload en kort motiveret ansøgning samt dit CV her.

Første og anden samtaler er planlagt til hhv. 9. og 23. september. Der vil forekomme test mellem første og anden samtale.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Om virksomheden

Musholm A/S er en dansk akvakultur-virksomhed stiftet 1979 og specialiseret i opdræt, forarbejdning og salg af ørreder og ørredrogn. Produktionen foregår på dambrug i Jylland og havbrug i Storebælt.

Fisken forarbejdes på fabrikker i Korsør og Reersø, og størstedelen er ASC-certificeret, en international standard for ansvarligt fiskeopdræt. Omsætningen udgør ca. 220. mio. kr., hvor ca. 80 % er eksport primært til Europa og Sydøstasien. Musholm A/S er en del den japanske fiskevirksomhed Okamura Foods.