Den danske forsyningssektor består af flere nøgleindustrier, herunder vand, energi, varme og affald. Disse spiller en kritisk rolle i samfundets funktion og er underlagt en række regulerende krav. Mange forsyningsselskaber er kommunalt ejede, men der findes også statsejede, private og forbrugerejede selskaber. Reguleringen er derfor kompleks, hvilket skaber et tæt samarbejde mellem myndigheder, virksomheder og interessenter med intentionen om at sikre en bæredygtig udvikling og pålidelig forsyning.
De seneste år har forsyningssektoren bevæget sig fra at være driftsorganisationer uden for den brede offentligheds interesse til også at være udviklingsorganisationer og bølgebrydere for Danmarks grønne omstilling og klimatilpasning, herunder spiller sektoren en hovedrolle i landets CO2-reduktion. Samtidig har dele af sektoren gennemgået en proces med markedsgørelse og stigende regulering. Således har ledelsessituationen på få år ændret sig markant: Ledere og bestyrelser står i dag over for udfordringer, der er helt anderledes og langt mere komplekse end for blot et årti siden. Kravene er mere omfattende, det politiske aspekt fylder mere, markedsregulering er nyt, og hastigheden hvormed projekter skal udvikles og implementeres er øget markant.
Denne lille rapport er et spadestik udi at udforske de praktiske ledelsesmæssige udfordringer, som ledere i den offentlige forsyningssektor oplever bredt set i Danmark. Og dermed udfordringer i forhold til den grønne omstilling. Den er blevet til på baggrund af Mercuri Urvals interviews med topledere og bestyrelsesformænd i forsyningsbranchen. Resultatet skal alene anses som en indsamling af lederes oplevelser og dermed som indikatorer på områder, der med fordel kan undersøges nærmere.
Fra fortrolige interviews med ledere og bestyrelsesformænd i forsyningssektoren har vi fået en række indikatorer på, hvilke ledelsesmæssige udfordringer der er centrale for sektoren generelt både for den politiske og den daglige ledelse. Der har tegnet sig et gennemgående og markant mønster i ledernes syn på udfordringerne, og dette mønster er i rapporten nedbrudt til følgende seks temaer:
De enkelte temaer uddybes kort i de følgende kapitler, hvor ledernes input er samlet til enkeltstående fortællinger. Temaerne kræver naturligvis yderligere udfoldelse og kvalificering. Vores håb er, at rapporten kan medvirke til at understøtte en konstruktiv debat om de ledelsesmæssige udfordringer.
De nationale og lokale rammebetingelser er de krav og vilkår, der politisk besluttes for forsyningssektoren. De indeholder regler, grænseværdier, definitioner og prislofter med videre, som samlet udgør de ledelsesmæssige rammer og økonomiske incitamenter.
I forsyningssektoren opleves en række udfordringer relateret til de politisk fastsatte rammevilkår, hvor de økonomiske incitamenter spiller en afgørende rolle i at forme sektorens handlinger. Lederne oplever, at grundudfordringen i udformningen af de nuværende rammevilkår er, at den billigste løsning ikke altid er den grønneste.
Og når forventningerne til sektoren er meget høje, også højere end i sammenlignelige lande, typisk opstillet i lokale mål om for eksempel CO2-reduktion, fjernvarmeudrulning eller omlægning af energiproduktion, opleves forventningerne at være ude af trit med de økonomiske incitamenter. Lederne oplever, at presset på grund af netop dette skisma er blevet langt højere de senere år, og at der dermed også i international sammenligning er urealistisk høje forventninger til, hvad man som ledelse kan skabe af resultater.
Udfordringen i udformningen af de nuværende rammevilkår er, at den billigste løsning ikke altid er den grønneste
Eksempler på ovenstående er, at lederne oplever en konflikt mellem hensynet til den grønne omstilling og det politisk fastlagte prisloft, der skal tilfredsstille forbrugerne. At vindmølleprojekter stoppes af politisk besluttede hensyn. At elektrificering af fjernvarme betyder, at selskaber kan blive nettoforbrugere i stedet for -producenter og så rammes negativt af den regulering, der skal benchmarke fjernvarme.
Den type konflikter medfører usikkerhed hos både ledelse, bestyrelse og sektoren generelt om, hvorvidt sektoren vil være i stand til at opnå sine mål. Fordi reguleringen flere steder gør det økonomisk ugunstigt for et forsyningsselskab at opnå målene, selvom både ejerkreds og ledelse har viljen. Udfordringen betyder også, at det bliver sværere for selskaberne at være økonomisk stabile og dermed skabe et bedre grundlag for både egne og private samarbejdspartneres investeringer i bæredygtige løsninger til fælles gavn.
Lederne savner en lettere og hurtigere vej fra kortlægning af de økonomiske incitamenter, der hæmmer deres muligheder for at skabe bæredygtige løsninger, til en åben politisk stillingtagen og justering af samme. I dag følger justeringen af den økonomiske regulering ikke samme hastighed som de politiske målsætninger, og det giver ifølge lederne ikke det bedste resultat.
Alle forsyningsselskaber har en bestyrelse, som spiller en afgørende rolle i udviklingen, eftersom de fleste selskabers vedtægter på den ene eller anden måde beskriver, at samtlige væsentlige tiltag skal drøftes og godkendes af bestyrelsen. Bestyrelserne er fortrinsvist udpeget politisk kombineret med repræsentanter fra forbrugere og medarbejdere. I meget få selskaber har bestyrelsen suppleret sig med professionelle bestyrelsesmedlemmer og eksperter med viden om forsyningsområdet.
De politiske valgte bestyrelsesmedlemmer er traditionelt blevet tilbudt en plads på grund af valgresultat, som en demokratisk fordeling eller som et resultat af forhandling, og dette oplever lederne fortsat er gældende mange steder, selvom forsyningssektorens felt de senere år er blevet politiske mærkesager, og selvom bestyrelserne er blevet vigtige løftestænger for den grønne omstilling. De fleste selskaber har ingen krav om kompetencer i sammensætningen af bestyrelsen.
Bestyrelsens kompetencer opleves som en gennemgående udfordring blandt lederne. Dette skyldes, at kompleksiteten i bestyrelsesarbejdet har været markant stigende de senere år blandt andet på grund af den grønne omstilling, sikkerhedsaspektet, det øgede kommercielle fokus, nyudviklet teknologi, meget høje investeringsomkostninger samt stadigt mere komplekse regulativer. De bestyrelseskompetencer, der var tilstrækkelige i går, er utilstrækkelige i dag – og nærmest risikable i morgen.
Lederne oplever, at manglen på relevante kompetencer i bestyrelsen giver lederne udfordringer med at træffe de rigtige og mest grønne beslutninger. Dette skyldes, at diskussioner om reguleringsmekanismer og energiomlægning med videre er komplekse og derfor oftere end andre temaer fører til, at diskussionen forkastes til fordel for mere håndgribelige punkter. Men også at beslutninger om rørledninger, flytning af rensningsanlæg og opførelse af anlæg generelt ofte har et halvtreds- eller hundredårssigte, hvor beslutningerne kræver, at man forstår nødvendigheden af forhold, som borgerne aldrig får at se.
Det opleves som en hæmmende udfordring, at bestyrelserne på grund af ovenstående ofte fokuserer på detaljer, som ikke er relevante for selskabets overordnede udvikling. Det kan føre til unødvendig mikro-management fra bestyrelsens side, fokus på meget lokale forhold og distrahere fra vigtige strategiske beslutninger.
Kompetencemanglen genererer også et stort tidsforbrug, som lederne anvender til at klæde bestyrelserne på til at debattere meget komplekse og ofte vidtrækkende beslutninger med konsekvens på samfundsniveau måske et halvt århundrede frem. Eftersom lederne forventer, at fremtiden byder på langt flere og hastigere beslutninger om grøn omstilling, og eftersom antallet af væsentlige tiltag ventes at blive langt højere end tidligere, vurderes kompetenceudfordringen alt andet lige at blive væsentligere.
Nogle steder oplever lederne, at de visionære grønne mål skal drives frem af den daglige ledelse, som jo netop er underlagt ovenstående økonomiske incitamenter, og hvis manglende succes i realiseringen kan have ansættelsesretlige konsekvenser – uden at bestyrelsen er i stand til at udfordre dette rent fagligt. Andre steder opleves, at målene bliver foreslået ud fra bestyrelsesmedlemmernes personlige viden, og at det ofte påvirker lysten til at diskutere andre og mere hensigtsmæssige mål. Enkelte steder opleves, at ejerrelationen problematiseres af ejernes manglende interesse i forsyningsselskabets udvikling, og at der måske kan blive vigtigere at undgå problemer end at skabe fremdrift.
Der sidder flere i bestyrelsen, som faktisk ikke har kompetencen, og hvor andre ville kunne gøre mere for forsyning og grøn dagsorden.
Mange bestyrelser inddrager løbende konsulentbistand både til at inspirere og rådgive bestyrelserne. Lederne indikerer, at der godt kunne være flere hundreder selskaber, som oplever et nogenlunde sammenligneligt behov for ekstern bistand hertil, og som udmønter behovet i form af nogenlunde tilsvarende oplæg og rådgivning fra en lille gruppe eksterne konsulenthuse.
Lederne efterspørger både et større fagligt knowhow om for eksempel vedvarende energiproduktion og reguleringsmekanismer, men også større professionalisme i sammensætningen af bestyrelserne. Forudsat at bestyrelserne fremover i højere grad skal kunne understøtte, at den grønne omstilling drives fremad, og at selskaberne kan reagere hensigtsmæssigt og hurtigt på udfordringer.
For at imødegå disse udfordringer peger lederne på, at der åbnes op for eksterne bestyrelsesmedlemmer med specifikke faglige kompetencer, der kan tilføre bestyrelsen den nødvendige viden og ekspertise. Og som gør selskaberne bedre rustet til at tackle de komplekse udfordringer i forsyningssektoren. Det kunne for eksempel være eksperter i forsyningssikkerhed, cybersikkerhed og grøn omstilling.
Topledere, direktørerne og cheflaget er afgørende parametre for alle selskabers succes. De skal varetage selskabets daglige ledelse og implementere de af bestyrelsen fastlagte mål og herunder sikre, at selskabet holder sig inden for de givne rammer. Toplederne er typisk ansat af bestyrelsen, mens øvrige chefer ansættes af toplederen.
Traditionelt har forsyningssektorens ledere haft en teknisk baggrund for derefter at arbejde sig op inden for sektoren med mange års erfaring fra samme virksomhed i en branche med meget lille udskiftning. Man har således avanceret til højere stillinger qua sin unikke viden om selskabet og de tekniske løsninger.
Med de nuværende og fremtidige krav til forsyningssektoren står lederne over for nye udfordringer og nye vilkår, der kræver en langt bredere vifte af kompetencer end tidligere. Lederne ser for sig, at kravene fremover vil blive stadigt større og markant anderledes, end de har været tidligere. Men at sektoren i dag fortsat er præget af ledere fra dengang, hvor man primært så selskaberne som driftsselskaber.
Lederne oplever, at en teknisk baggrund stadig er en fordel, men at det ikke længere er tilstrækkeligt. At der er stadigt større behov for direktører, der kan:
Der vil i fremtiden blive stillet større krav til dybere og bredere faglig viden hos forsyningsdirektøren.
Toplederne i forsyningsbranchen har meget forskelligt fokus afhængig af hvilken type forsyningsselskab og –aktivitet, der er tale om, men bredt set beskriver de deres tidsforbrug således, at de fire mest tidskrævende aktiviteter er følgende:
Temaet sikkerhed er bredt og skal her forstås som både sikring af forsyningsstabilitet, men også sikring mod it-kriminalitet, hybridangreb og spionage med videre.
Digitaliseringen og de geopolitiske udfordringer har tilsammen betydet, at sikkerheden for forsyningsselskaber på ganske få år er gået fra primært at handle om for eksempel vandrensningskontrol og nødanlæg til at blive en kompleks, digital og stadigt mere presserende bekymring for forsyningssektoren: Landets kritiske infrastruktur er blevet et tilgængeligt og realistisk mål for hybride angreb, og det er ifølge lederne en af de mest kritiske udfordringer.
Håndteringen stiller særlige krav til selskabernes evne til at risikolede og beskytte deres fysiske såvel som digitale infrastruktur mod meget avancerede trusler fra blandt andet statsaktører. Dette skal landets mange forsyningsselskaber enkeltvist sørge for. Det gør de ifølge lederne typisk via informationstiltag, der skal øge medarbejdernes opmærksomhed på cybersikkerhed, via stramninger i deres it-systemer og via outsourcing af it-sikkerhedsopgaver til eksterne selskaber.
Det opleves som om, at vi kæmper alene mod en fremmed nation, og vi er voldsomt underkvalificerede til det
Langt de fleste forsyningsselskaber står i dag uden nogen relevant inhouse-kompetence relateret til it-sikkerhed. Derfor oplever selskaberne bredt set at indhente konsulentbistand til dette område. Samtalerne med lederne tyder på, at selskaberne i vidt omfang vælger nogenlunde samme type løsning til håndtering og i vidt omfang udliciterer til en meget snæver gruppe af sikkerhedsrådgivere samt til sektorCERT, som interesseforeningerne har nedsat til at styrke forsyningssektorens cyberbeskyttelse.
Lederne tegner et billede af, at sikkerhedsaspektet er undervurderet og vil blive et stadig mere væsentligt emne at forholde sig til. Det er af et de eneste temaer, hvor alle bestyrelser lader til at mangle relevante kompetencer.
Tiltrækning og fastholdelse af kvalificerede ledere og specialister er en kerneopgave, som har stor betydning for evnen til at nå selskabernes mål. For forsyningssektoren har det både betydning for, hvilke grønne mål der bliver sat, og hvilke grønne mål der i praksis bliver opnået.
Hovedudfordringen er, at hele forsyningssektoren på samme tid er blevet mødt af stigende krav til udvikling og omstilling via grønne projekter. Og at sektorens mange selskaber derfor kæmper om de samme begrænsede ressourcer. Men også at de selvsamme ressourcer generelt er en mangelvare på et marked, hvor også de store private virksomheder og rådgivningshuse efterspørger de samme mennesker med bedre mulighed for attraktiv aflønning. Det er specialisternes marked, og det gælder i særlig grad forsyningssektoren netop disse år.
Lederne oplever mangel på specifikke faglige kompetencer inden for specialiserede områder som ingeniører, anlægsprojektledere, svejsere, spildevandsanalytikere, maskinmestre, økonomer og it-specialister. Men også på ledere, som forstår – og kan udvikle på disse områder. Rekrutteringsudfordringen er derfor en central udfordring for stort set alle forsyningsselskaber og et parameter for den grønne omstillings hastighed.
Men presset opleves dobbelt for forsyningssektorens ledere: Oppefra er der langt større pres for implementering af nye projekter. Og nedefra er der langt større udfordringer forbundet med at få ressourcer til projekterne. Dette kræver nye måder at tænke rekruttering på.
Rekrutteringssituationen presses yderligere af, at kompleksiteten for det arbejde, som forsyningssektorens eksisterende medarbejdere udfører, har været hastigt stigende de senere år. Fx er en økonoms arbejde i et forsyningsselskab i dag markant mere komplekst, end det var for ganske få år siden.
Lederne oplever usikkerhed om, hvorvidt det er relevant at kigge til andre sider end traditionelle tekniske kompetencer i rekrutteringen, og om det er muligt at bruge international arbejdskraft. Om selskaberne kan geares til at søge snævrere kompetencer, når det ikke er muligt at finde en projektleder, som både er ingeniør, har års erfaring med ledelse af anlægsprojekter og viden om afløbsteknik inden for en offentlig lønramme.
Det er svært at rekruttere til sektoren, fordi vi har ikke været dygtige nok til at fortælle, hvorfor vi er vigtige.
Det opleves også, at hverken sektoren eller omverdenen helt har forstået det store skifte, hvor de gamle grå driftsorganisationer på få år er blevet til udviklingsorganisationer og den grønne omstillings fortrop: Denne indre og ydre kommunikationskløft opleves uretmæssigt at reducere mulighederne for at rekruttere de mest kvalificerede medarbejdere såvel som ledere.
For at imødegå disse udfordringer opleves et behov for en anden strategisk tilgang til rekruttering. En tilgang, der øger opmærksomheden på sektorens betydning. Som intensiverer samarbejde med forsknings- og uddannelsesinstitutioner for at sikre adgang til relevant uddannelse og træning. Som skaber mere attraktive arbejdsbetingelser og karrieremuligheder. Som giver mere åbenhed over for andre typer kompetencer end dem, som sektoren plejede at rekruttere.
Den danske forsyningssektor består af tusinder mere eller mindre autonome selskaber. Herunder er der cirka 500 fjernvarmeselskaber og 2.000 vandselskaber. De fleste er ejet af en kommune eller en privat stiftet lokalforening. Nogle er så små, at der ikke er fastansatte. Et fåtal er ejet af flere kommuner i fællesskab. I sammenligning med det trecifrede antal er ganske få forsyningsselskaber multi¬forsyningsselskaber, mens de fleste alene står for eksempelvis fjernvarme eller drikkevandsforsyning.
Nogle af udfordringerne nævnt i tidligere afsnit, eksempelvis sikkerhedsudfordringerne, bliver naturligvis besværliggjort og fordyret af, at håndteringen skal besluttes og implementeres i tusinde fora. De stigende krav til økonomiske, tekniske og ledelsesmæssige kompetencer gør det også i stigende grad svært blot at holde bestyrelsen opdateret, og hvis man samtidig skal udvikle og forandre organisationen samt tiltrække dygtige medarbejdere og sikre en attraktiv arbejdsplads, så begynder det at blive svært.
Men de mange enheder opleves også at give en øget sårbarhed. Foruden deres manglende mulighed for at geare sig til udvikling, omstilling og øget sikkerhed med videre, understreger lederne sårbarheden af, at selv en lille kundeudbrydergruppe kan true små fjernvarmeselskabers økonomiske bæredygtighed.
Og så oplever lederne, at de tusinder af selskaber bevirker en form for tunnelsyn, der kan hæmme den grønne omstilling: Når man alene skal forholde sig til fx vand og spildevand, og ikke samtidig til vindenergi og fjernvarme, bliver det mindre naturligt at udnytte synergierne på tværs af delsektorerne. Det kan endda ligefrem være kontraproduktivt for det enkelte forsyningsselskabs resultatmål og økonomi. Men det er ofte netop i synergien, hvor vi ville kunne skabe grønnere løsninger.
Trods erkendelsen af behovet for samarbejde og konsolidering, ser lederne dog politiske og praktiske udfordringer ved imødegåelsen. Blandt disse er oplevelsen af en vis politisk modvilje mod samspil, hvilket opleves at hænge sammen med både lokal stolthed og ønsket om selvstændighed og lokal styring - måske også et politisk behov for at tækkes borgerne. Lederne har indtryk af, at det også handler om behovet for at have indflydelse på sin egen kritiske infrastruktur, selvom de ikke har oplevet eksempler på, at indflydelsen opleves mere begrænset i sammenlagte selskaber.
Blandt lederne tegner der sig et billede af, at der rationelt set er grundlag for langt mere samarbejde selskaberne imellem, og at samarbejdet kunne foregå på flere niveauer: Der kunne være et potentiale i at sikre, at de små selskaber enten samler sig i fælles enheder eller etablerer fælles drifts- og serviceselskaber, som løser opgaverne for selskaberne uden nødvendigvis at lægge sig sammen. Der er i sektoren eksempler på, at dette vil kunne foregå ved frivilligt samarbejde, og at tiden måske er inde til at gå mere systematisk til værks.
Vi har spurgt en række centrale ledere og bestyrelsesmedlemmer fra forsyningssektoren om og ledelsesmæssige udfordringer. Vi har anlagt et praktisk perspektiv på, hvad lederne ser som udfordrende, og hvad de bruger deres tid på.
Fra samtalerne har vi taget de oftest nævnte udfordringer og kategoriseret dem. De klarest tegnede kategorier har vi beskrevet som de seks nævnte temaer. Temaerne er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at virkeligheden er sådan alle steder. Men der tegnes et billede af, at flere forhold er fordelagtige og måske endda nødvendige at tage højde for, hvis vi vil skubbe på for den grønne omstilling og sikre såvel ledelsesmæssig udvikling som forsyningsstabilitet.
Ønsket er at understøtte en debat om ledelse og organisering i forsyningssektoren og dermed at give et bidrag til en af de væsentlige aktører i Danmarks grønne omstilling.
Rapporten er udarbejdet for Mercuri Urval af Snorre Andersen, Sofia Hartmann og Olivia Gilfelt.
Vi har interviewet 14 ledere og bestyrelsesformænd fra forskellige områder af forsyningssektoren. Både med enkelt- og flerkommuneejerskab, enkelt- og multiforsyningsselskaber, interessent- og aktieselskaber, fra Øst- og Vestdanmark og alle med offentligt ejerskab.
Alle citater fra de gennemførte interviews er af læsehensyn og for at anonymisere omskrevet til samlede beskrivelser. Anonymiseringen har været vores ønske for at give respondenterne mulighed for at forholde sig helt objektivt til deres egen organisation, ledelse og politiske styring. Dog er medtaget et citat pr. udfordringstema.
Anvendt litteratur: Forsyning for fremtiden (Regeringen). Forsyningssektorens Effektiviseringspotentiale (McKinsey). Forsyningssurvey 2022 (EY og Pluss). Angrebet mod dansk, kritisk infrastruktur (SektorCERT).
Henvendelser om undersøgelsens konklusioner kan rettes til snorre.andersen@mercuriurval.com.