Vil du tage medansvar for at sætte en fælles strategisk retning for teknologi og innovation i en kompleks organisation med høje ambitioner? Her er chefjobbet til dig, der vil og kan skabe fremdrift, stærke samarbejder og løsninger, der gør en mærkbar forskel i sundhedsvæsenet.
Opgaverne er både vigtige og komplekse. Sundhedsvæsenet står over for stigende efterspørgsel, mangel på arbejdskraft og høje krav til kvalitet og sammenhæng. Det er vores opgave at bidrage til at identificere, kvalificere og skalere de løsninger, der skaber værdi for borgere, ansatte og patienter i regionen.
Vi kalder på dig, som er en erfaren leder af ledere, gerne fra en tilsvarende stilling i en større, politisk styret organisation. Du har høj teknologiforståelse og indsigt i nye teknologiers potentialer, og du mestrer at tænke og lede en fælles strategisk retning.
Vi tilbyder en spændende og udfordrende stilling, hvor du kan præge den digitale fremtid ved at sætte din dygtighed og nytænkende tilgang i spil.
I Teknologi og Innovation bliver du chef for et kontor med ca. 40 medarbejdere fordelt på tre områder. Hvert område har sin egen leder, og det er jer, der udgør ledelsen af kontoret.
Du overtager et kontor, der er i forandring, hvor en af dine første opgaver bliver at sætte dit ledelseshold, da der aktuelt mangler to områdeledere. Det stiller også krav til, at du kan samle og skabe et fællesskab om kontorets nye retning.
Som chef i Teknologi og Innovation har du ansvar for at skabe et fagligt stærkt og engageret miljø med klare rammer og plads til udvikling og samarbejde på tværs. Du udøver tydelig og nærværende ledelse, sætter retning for kontorets medarbejdere og sikrer mening og prioritering i arbejdet – både internt og i samspil med resten af organisationen. I samspil med den samlede chefgruppe skal du bringe teknologi og innovation ind som en strategisk dagsorden.
En central opgave er at få teknologiske muligheder og organisatoriske behov til at mødes og omsætte dem til løsninger, der virker i praksis. Det kræver, at du kan navigere på både det tekniske og det strategiske niveau og omsætte muligheder til konkrete, værdiskabende indsatser på tværs af regionen.
Det er derfor afgørende, at du kan:
- Balancere innovation med drift under pres og prioritere, selvom alle ikke bliver tilfredse
- Sikre koblingen mellem innovation, organisation og drift
- Skabe rammer for afprøvning, læring og skalering af nye løsninger
- Bygge bro mellem udvikling og implementering
- Sætte strategisk retning for regionens brug af nye teknologier
- Navigere taktisk klogt i svære prioriteringer, f.eks. i balancen mellem egenudvikling og indkøb
Samarbejde og ledelseskraft i en kompleks organisation
I Teknologi og Innovation udvikler og afprøver vi løsninger som automatisering, egenudviklet software og kunstig intelligens i tæt samarbejde med klinik, brugere og eksterne partnere.
Du arbejder i krydsfeltet mellem teknologi, kliniske behov og politiske dagsordener med stor bevågenhed. Her får du en central rolle i at omsætte regionens retning og sundhedsreformens ambitioner til konkrete løsninger.
Du får ansvar for at styrke samarbejdet på tværs af Digitalisering og It samt med hospitaler, psykiatri, kommuner, almen praksis og nationale aktører – og for at opbygge stærke partnerskaber, særligt med klinikken.
Vil du gribe muligheden?
Så glæder vi os til at modtage din ansøgning senest den 3. maj. Vi forventer at holde første samtalerunde d. 11. maj og anden samtalerunde 18. maj. Inden da må du forvente at skulle udfylde en personprofil.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør for Digitalisering og It, Anders Ernst Jørgensen, på anders.jorgensen@rm.dk eller 40 28 39 38. Du er også velkommen til at kontakte Mercuri Urval, seniorkonsulent Anne Frost på 53 58 39 67 / anne.frost@mercuriurval.com.
Stillingen aflønnes efter "Aftale for chefer" på trin 51 med et opslagsniveau på 826.212 kr. (1. november 2025-niveau). Hertil kommer pension på 21,59 % samt mulighed for forhandling af kvalifikationsløn.
Stillingen er undtaget fra kravet om tidsregistrering.
Fleksibelt arbejdsliv, løbende udvikling og gode rammer
Du vil opleve, at der er fokus på dig som chef og som menneske. Vi arbejder med løbende LUS og jævnlige 1:1-samtaler med din nærmeste leder, så I hele tiden har et fokus på din trivsel og udvikling. Et godt arbejdsliv betyder også tid til et liv ved siden af arbejdet. Derfor er det hybride og fleksible arbejdsliv vigtigt hos os; du har gode muligheder for selv at tilrettelægge din arbejdsdag og du kan arbejde hjemme, når opgaverne tillader det.
Som ny i vores store organisation sørger vi for et nøje tilrettelagt onboarding-forløb, hvor du bl.a. deltager i vores interne akademi, hvor du lærer hele organisationen bedre at kende. Vi arbejder for at skabe de bedste rammer, så du kan udvikle dig og styrke dine færdigheder yderligere.
SØG STILLINGEN HER